Misforståelsen om SEO-tekster, vi er nødt at fikse

Misforståelsen om seo-tekster vi er nødt til at fikse

Misforståelsen om SEO-tekster, vi er nødt at fikse

Misforståelsen om seo-tekster vi er nødt til at fikse

En nat i mulm og mørke hev jeg SEO-specialisten Lars Skjoldby ud på en mark.

Satte et æble på hovedet af ham.

Sigtede på ham med min bue og pil i bedste Katniss Everdeen-stil og spurgte:

”Hvad er det aller-aller-ALLERVIGTIGSTE, når du skriver en SEO-tekst?”

Kan du gætte, hvad han svarede?

  • ”Du må kun bruge 1 søgeord” – nope
  • ”Du SKAL skrive minimum 300 ord, for det er et magisk tal i SEO-land” – næ
  • ”Det gør ikke noget, din tekst lyder skod – bare den er proppet med de rigtige søgeord!” – Jøsses, nej.

Han sagde derimod det her:

”En god SEO-tekst er først og fremmest en fremragende tekst skrevet til læseren, der søger efter noget.” – Lars Skjoldby

Hvorfor er det vigtigt?

Fordi der hersker en udbredt misforståelse om, at SEO-tekster handler om at ’skrive til Google’. Nej, det gør ej. Det er ikke Google, som du skal:

  • gøre nysgerrig
  • skabe en relation til
  • måske gøre til din kunde.

Det er din læser. SEO-tekster handler derfor om at skrive overbevisende til din læser – og så justerer du på noget SEO-tryl, der gør det nemmere for din læser at finde frem til teksten (og dig).

Hør efter nu, for her kommer en humle:

Google er ikke målet med din tekst. Google er blot din kanal til at nå din læser. Vigtig kanal, oh yes. Men ikke destå mindre en kanal.

Dit mål bør være at skrive en overbevisende tekst, som tjener din læser. Google er bare din hjælper, som skaber forbindelsen mellem dig og din læser, der sandsynligvis ikke kender dig i forvejen.

Men hvordan gør du det så det?

 

Sådan fikser du misforståelsen

Det spurgte jeg Lars Skjoldby om, efter vi var kommet ind i varmen til kaffe og var blevet gode venner igen.

Han svarede, at arbejdet med at få din tekst til at ranke godt i søgeresultaterne primært foregår før og efter selve skrivearbejdet.

Lad mig derfor præsentere dig for før-og-efter-modellen til effektive SEO-tekster:

 

Før du skriver din SEO-tekst

Før du overhovedet går i gang, er du nødt til at lave din research.

Lars siger:

”Begynd med at finde ud af, hvad du gerne vil findes på. Hvilke ord vil du gerne ligge højt på i Google? Derefter kigger du på, i hvilke kombinationer folk søger på disse ord. Det er det, der hedder en søgeordsanalyse.”

En søgeordsanalyse udgør altså en del af forarbejdet til din tekst og giver dig et billede af, hvad folk søger efter, og dermed hvilke emner og spørgsmål du skal besvare og behandle i dine tekster – så er der nemlig større sandsynlighed for, at brugerne ude på Google faktisk finder frem til dig.

Der findes forskellige tools til at lave en søgeordsanalyse. Google Keyword Planner er ét tool, men Lars anbefaler det ikke. Han anbefaler i stedet for Storybase, der fortæller dig, hvilke sætninger og spørgsmål det pågældende ord bliver brugt i.

De tools kan du bruge til at få ideer til, hvad dine tekster kan handle om.

I søgeordsanalysen finder du også ud af, hvor stor konkurrence der er på de pågældende ord. Er du fx nyudsprunget selvstændig parterapeut, skal du ikke regne med at komme op på side 1 i Google på søgeordet ‘parterapeut’. For der er allerede rigtig mange parterapueter, hvis hjemmesider og blogindlæg har kørt længere end dine. Skab i stedet for en niche inden for fx geografi, typen af terapi eller andet.

Lars afrunder:

”Du behøver ikke være så rigid med at bruge ’det rigtige søgeord’. Google er blevet klogere end for 5 år siden og forstår fx godt, at ‘SEO’ og ‘søgemaskineoptimering’ er det samme, selvom ordene er vidt forskellige. Test dine tekster af, og fokuser på at lave forskellige kombinationer af dine søgeord i stedet for.”

 

Når du skriver din SEO-tekst

Der er intet så ødelæggende for produktionen af en tekst som at tænke på søgeordstæthed, klikrater og antal ord, imens du skriver. Jeg ved det, fordi jeg lever af at skrive tekster for folk hver eneste dag, og mine tekster bliver SKOD, hvis ikke jeg slår alle disse hensyn fra, når jeg har ordene i fingrene.

Brug i stedet for disse copywriter-tricks til at skrive et hurtigt og effektivt udkast af teksten:

Lars siger:

“I denne fase handler det om at bruge den skrivemetode, som passer godt til dig.”

Men hvad sker der så i den næste fase?

 

Efter du har skrevet din SEO-tekst

Når du har skrevet din tekst færdig, tjekker du med din søgeordsanalyse: Får du brugt de søgeord, du fandt frem til i analysen?

Her er det vigtigt at understrege, at søgeordskombinationerne ikke behøver være ordrette.Er dit søgeord ‘Facebook-annoncerings-priser’, kan dine kombinationer være ‘priser på Facebook-annoncering’ eller ‘hvad koster Facebook-annoncering’.

Det vil sige, at der absolut ingen grund er til at lyde som en maskine, bare fordi du gerne vil gøre det nemt for Google at afkode, hvad teksten handler om. Husk: Din tekst er henvendt til læseren, og vores læsere gider ikke tekster, der lyder som om, de er skrevet af robotter. Hvis dine søgeord står i nærheden af hinanden, er det fint – du kan sagtens adskille dem af ord som ‘ved’, ‘på’ og ‘af’.

Lars siger:

“En SEO-tekst, der udkom for 5 år siden, lød helt forfærdelig sammenlignet med i dag. Nu kan søgemaskinerne sagtens se småord og tage dem ud af ligningen. Der er ingen grund til at formulere sig mekanisk for Googles skyld.”

En pointe fra Lars er også, at selvom du ikke SKAL skrive en tekst over 300 ord for at ligge godt i søgeresultaterne, så kan det betale sig at komme i dybden om et emne. Skriv ikke ord for ordenes egen skyld – men for at give læseren et reelt svar på det spørgsmål, hun leder efter. Desuden gør den større mængde ord, at du har mulighed for at ranke på flere søgeord i en enkelt tekst.

 

På længere sigt: Hold øje med resultaterne af din SEO-tekst

Vil du holde øje med, hvor din tekst ligger i søgeresultaterne, så brug Google Search Console. Det er sådan en gratis ekstra dims, du installerer inde i Google Analytics. Google Search Console gør bl.a. dig klogere på, hvordan Google ser dit site.

Fx fortalte Lars Skjoldby mig, hvordan Google ser hans fremragende tekst om SEO-tekster:

Her ranker de høj på ord som ‘seo-tekst’, ‘seo-artikler,’ ‘seotekst’ og ‘seo-nøgleord’. Alt sammen søgeord, som Lars rigtig gerne vil findes på (det er nemlig den slags, han rådgiver sine kunder i).

Og hvad gør du så med dine resultater?

Du justerer og optimerer dine tekster. Det er det, SEO-tekster helt grundlæggende handler om: Du skriver til din læser. Og så optimerer du til Google, sådan så du gør det nemmere for din læser og dine potentielle kunder at finde frem til dig.

 

Nu kender du før-og-efter-metoden til at skrive SEO-tekster:

Før: Lav en grundig søgeordsanalyse, så du ved, hvad dine læsere leder efter.

Efter: Juster teksten ud fra din søgeordsanalyse – og optimer den løbende ud fra dine data.

Men please overvind misforståelsen om SEO-tekster: At det handler om at ‘skrive til Google’. Fokuser først og fremmest på at skrive en overbevisende og brugbar tekst til din læser.

Dine læsere, Google og din trafik vil knuselske dig for det.

4 Comments
  • Knut

    13. februar 2018at2:07 pm Svar

    Super godt at Lars overlevede, tak for det. Og tak for en fin og relevant artikel også.

    • Kathrine

      21. februar 2018at3:22 pm Svar

      Hej Knut! Ja, det er både Lars og jeg glade for 🙂 Tusind tak for at kommentere – jeg er glad for, du kan bruge blogindlægget til noget. Mange hilsner Kathrine

  • Helena

    26. februar 2021at12:05 pm Svar

    Rigtig spændende input om SEO tekster 🙂 Tak for at dele

    • Kathrine

      26. februar 2021at12:33 pm Svar

      Dejligt du kan bruge det, Helena!

Skriv en kommentar