Kollega-tippet: Gør din tekst bedre på 50 sekunder

Kollega-tippet: Gør din tekst bedre på 50 sekunder

Hver anden uge redigerer jeg Morten Münsters nyhedsbrev, inden det bliver sendt ud til de 50.000-ish læsere. Jeg vil gerne fortælle dig, hvordan det forløb en onsdag sidste år – og det lærer dig samtidig, hvordan du skærper vinklen på din næste tekst på ca. 50 sekunder.

Du skal blot bruge: En flink kollega.

Morten sender mig sit (allerede ret gennemarbejdede) draft. Jeg har til opgave at gøre budskabet endnu klarere, forbedre sætninger, slette overflødige ord, skrive noget sjovt, dutte kommaerne på plads, den slags.

Men forleden gik jeg i stå i tekstens i tredje sætning. For jeg forstod egentlig ikke helt præcist, hvad det handlede om. Selvom resten af teksten var sirligt struktureret.

Hint: Hvis læseren stopper op i tredje sætning, er der noget, der er uklart. Men det blev hurtigt fikset.

Ikke med tryllestøv, AI eller anden toolhejs.

Jeg ringede bare til Morten.

 

Morten: ”Hej [dagens åndede nickname], hvad så?”

Mig: ”Er lige i gang med dit nyhedsbrev. Der er noget, der skurrer i tredje sætning. [DET ER NU, DU SKAL SPIDSE DINE FRODO-ØRER] Vil du ikke prøve at forklare det til mig, bare med dine egne ord, hvad du egentlig mener?”

Morten: ”Altså det handler jo om, at [indsæt præcis den klarere vinkel, der var brug for].”

Mig: ”Tjek, jeg ved lige, hvordan jeg redigerer resten færdigt nu. Ses!”

Så på én telefonsamtale på under et minut fandt jeg ud af, hvad ærindet med teksten egentlig var – og kunne dermed pudse hele teksten op på det vendepaillet-skinnende niveau, som et godt nyhedsbrev selvfølgelig skal have.

 

Lad os kalde metoden for: Kollega-tippet til at skrive bedre tekster.

Afhængigt af, hvor sagsorienteret du er (du har nok regnet ud, at jeg bonger pænt højt ud på det detaljeorienterede ‘C’ i DISC-profilen), og hvor godt din kollega kender dig (og dermed ikke bliver mut over min totale mangel på relationel smalltalk, som sker oftere, end jeg er stolt af), kan du eksekvere på tippet på alt fra 50 sekunder til små 4 minutter, hvis du er rætti ambitiøs.

 

Du bruger Kollega-tippet sådan her:

  • Find en god kollega.
  • Få vedkommende til at spørge dig: ”Fortæl mig, hvad du egentlig gerne vil sige med din tekst – bare med dine egne ord.”
  • Sig det højt.
  • Optag dit svar eller få kollegaen til at skrive det ned.

 

Nu har du et udgangspunkt for begyndelsen af din tekst, hvor din læser langt hurtigere vil forstå, hvad du vil hende – fordi du skriver det, som du ville sige det til en god, professionel relation.

Øvelsen smitter i øvrigt positivt af på din tone of voice. For du vil sandsynligvis lyde sådan her, når du skriver lidt mere, som du taler, når du er på arbejde:

  • Venligt, men professionelt.
  • Personligt, ikke privat.
  • Måske endda lidt sjovt, uden det bliver useriøst.

Og det er en tone of voice, som de fleste af os rigtig godt kan lide at blive tiltalt med – også når vi læser nyhedsbreve.

Masser af heps herfra!

//Kathrine

 

PS: Da jeg delte tippet her på LinkedIn, skulle Morten selvfølgelig stjæle mit budskabs torden med nedenstående kommentar. Men du fanger stadig pointen, ik’ 🙂

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar