Sådan kom jeg med i et af Danmarks mest populære tv-programmer (og hvad du skal bruge historien til)
Tilbage i maj 2017 ringede en journalist fra Warner Brothers til mig.
Jeg sad og jonglerede med en særligt drilsk overskrift på mit kunstnerkontor i Toronto, da jeg tog telefonen.
Her sad jeg, da journalisten fra Warner Brothers ringede.
Journalisten (han hed Mikkel) sagde:
”Hej Kathrine, vi har brug for din hjælp.
Warner Brothers producerer et program for Kanal 5, der hedder Svindlerjagt. Vi er på jagt efter en tandlæge, som har snydt en masse mennesker – og vi har mistanke om, at han befinder sig på en adresse tæt på Toronto i Canada.
Vi mangler en dansk journalist på stedet, der kan køre ud og tage nogle billeder på adressen. Lave lidt research på, om manden arbejder som tandlæge i Toronto.
Vi forestiller os, at du rapporterer om resultaterne til vores vært på Skype. Det vil sige, at du kommer med i programmet som vores hjælper i Canada. Er det noget, du er interesseret i?”
Samtidig med Mikkels brief kørte dette kommentatorspor i mit hoved:
- Jamen, jeg er jo ikke uddannet journalist.
- Arj, jeg har altså noget vigtigt, jeg skal skrive de næste par dage.
- Hvad nu hvis jeg faktisk finder manden, og han er lidt farlig?
- Jeg ved ikke noget om tandlæger i Canada.
- Det her tror jeg ikke, jeg kan finde ud af.
Så rømmede en indre stemme sig og sagde:
- De beder mig om at efterforske en mand, som har begået en forbrydelse.
- Jeg skal ud og lede efter spor.
- Jeg skal være … FREAKIN’ SHERLOCK!
Femøren faldt med et rabalder, og jeg hørte mig selv svare noget plat a la: ”Ja da, det kan jeg sagtens, det bliver en sjov udfordring!”
Mikkel og jeg indgik aftalen, jeg fik fortrolig information fra Svindlerjagts’ HQ, og SÅ gik jeg ellers i gang med at finde den forsvundne tandlæge.
Og boy, hvor jeg knoklede med at finde ham.
Jeg skal ikke kede dig med detaljerne.
Men jeg kan afsløre, at jeg nu besidder en nichepræget ekspertviden om, hvordan man som udlænding bliver godkendt til at arbejde som tandlæge i Ontario-provinsen i Canada (det er overraskende bøvlet; bare så du ikke får nogen vilde karriereskift-ideer).
Jeg skulle være ret hemmelighedsfuld, så jeg fortalte selvfølgelig om jobbet til min mor.
Hun troede, jeg skulle det her:
Jeg fortalte det også til min mand. Han troede, jeg skulle lave det her:
Virkeligheden?
Den så sådan her ud:
(Ja, det pisregnede selvfølgelig den dag, jeg skulle ud og tage billeder af tandlægens formodede adresse og snuse mig rundt på sådan en ikke-lusket ninjamåde.)
Og hvad så det der med at komme på tv?
Efter et par uger afrapporterede jeg til værten Sverre Quist (ham med storebroren, der hedder Kaare) på Skype.
I første take fortæller jeg som den gode akademiker, jeg er, om alle detaljer, blindgyder, og ’hvordan det egentlig forholder sig, når man flytter til Canada’.
Sverre talte lige med sine kolleger og sagde på en høflig vært-måde: ”Vi vil rigtig gerne have vores snak med i programmet, men kan du måske fortælle lidt kortere og starte med resultatet af din undersøgelse?”
Det kunne jeg godt.
Vi spoler frem til november 2017, hvor mit kl. 5-om-morgenen-fjæs (Toronto er 6 timer bagud i forhold til DK-tid, så jeg står notorisk tidligt op) blev blæst ud på Kanal 5 i programmets afsluttende episode.
Men fandt vi så the bad guy?
Nope. Vi fandt ikke den forsvundne tandlæge. Han befandt sig nok slet ikke i Canada, så mit research-arbejde sluttede med programmet.
Det er ikke derfor, jeg fortæller dig historien.
Jeg lovede dig derimod, at jeg ville fortælle dig, hvordan jeg kom med i et af landets mest populære tv-programmer.
Lad mig afsløre processen for dig:
- Svindlerjagt manglede en dansk journalist i Toronto.
- De ansvarlige for programmet kendte ikke selv nogen i deres netværk.
- De skriver en mail til det danske konsulat i Toronto.
- Mailen lander i indbakken hos Pia, som er kollega til min mand.
- Pia ved, at jeg er freelance teksttype, så hun henviser dem til mig.
- Done deal.
Beklager, hvis jeg skuffer dig. Der var ikke nogen storstilet PR-indsats. Jeg har ikke ingen interessant Twitter-strategi eller fletter finger med de rigtige influencers.
Jeg var bare på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Det var TILFÆLDIGT.
Bortset fra ét parameter, som er afsindigt afgørende:
Jeg så journalistens opkald som en mulighed, som jeg sagde ja til.
Selvom jeg tvivlede på mig selv.
For hulan, hvor var jeg tæt på at sige nej tak med begrundelser som: ”Jamen, kun kendte mennesker eller eksperter havner på tv. Jeg er jo bare en soloselvstændig, der prøver at banke sin biks op fra sit malersnuskede kontor i Canada. Jeg har ikke en skid medietræning. Det kan jeg da ikke.”
Jeg var med andre ord milimetertæt på at diskvalificere mig selv på forhånd.
Det handler derfor ikke om IKKE at gribe mulighed.
Det handler om, at vi alt for ofte udelukker os selv fra potentielle karrierehop, ud-af-kroppen-fede oplevelser eller bare gnister af spænding midt i leverpostejshverdagen, fordi vi diskvalificerer os selv på forhånd, når muligheden dukker op.
Eller også glemmer vi at få øje på muligheden, fordi vi har for travlt med noget andet.
Derfor vil jeg gerne have dig til at gøre 3 ting nu:
1) Tænk tilbage på de sidste 4 uger
Fik du en mulighed, som du ikke så – eller ikke greb, fordi du diskvalificerede dig selv på forhånd? Det behøver ikke at være en chance for at komme på tv. Muligheder kommer i alle størrelser og farver:
- Undlod du at gå over til branche-eksperten til receptionen, fordi du var bange for at præsentere dig selv?
- Droppede du at ringe tilbage til ham eller hende, som du egentlig godt kunne lide, for det var nok ikke noget alligevel?
- Takkede du nej til en opgave, fordi du ikke følte, du var god nok?
Den slags.
Men du skal ikke stoppe her.
2) Tænk på de 4 uger, du har foran dig
Hvilke muligheder får du i de næste 4 uger, som du kan genkende og gribe?
Kan du fx invitere den der seje selvstændige eller beundringsværdige direktør til kaffe?
Kan du skrive om det der provokerende emne i nyhedsbrevet, som du er bange for reaktionerne på?
Og sig mig så:
3) Hvad ville det betyde for dig at gribe den mulighed?
Bare sådan helt umiddelbart?
Jeg håber, dit svar på spørgsmål nummer 3 får dig op af stolen og ud i virkeligheden.
Who knows, måske kan du komme til at lege Sherlock på landsdækkende tv 🙂
Anne Marie Andersen
31. januar 2018at2:12 pmSikke et onsdagsboost på en regnfuld grå arbejdsdag i København . Kathrine tak for opfordringerne til at gribe muligheder. God dag til dig
Kathrine
12. februar 2018at8:54 pmDejligt at høre det kunne bruges, Anne Marie! 🙂
Fatma Güney
13. februar 2018at3:17 pmTak for inspiration, Kathrine!
Jeg tror på, at lige dele indsats og held er vejen frem 🙂
Nyder at læse dine blogindlæg.
Venligst
Fatma Güney
Kathrine
21. februar 2018at3:23 pmHej Fatma! Det er jeg rigtig glad for at høre. Jeg nød også at læse din kommentar 🙂 Hav en dejlig dag. //Kathrine
Maria
14. februar 2018at3:10 pmHaha, sjov historie. Udover din afsluttende absolut vigtige pointe er jeg vild med dine tre illustrationer af, hvordan din mor og din mand forestillede sig dig som mrs. Detective – og så din rammende illustration af virkeligheden. Tak for grinet – og pointen 🙂
Kathrine
21. februar 2018at3:25 pmHej Maria! Jeg er glad for, jeg kunne give dig et grin i februaren. Og tak for at værdsætte mit hårde arbejde ud i den regnvejrs-selfie 🙂 KH Kathrine
Pingback:Sådan stopper du med at lyde så sindssygt kedelig
24. april 2018at11:15 pmPatrick
3. oktober 2019at3:29 pmHej Kathrine
jeg ville rigtig gerne i kontakt med dem fra svindler jagten, da jeg har en sag med flere der er blevet svindlet af den samme person/personer i urhandler til store summer.
Har du kontaktoplysningerne til dem fra svindlerjagten?
Vh Patrick
Kathrine
14. januar 2020at2:47 pmHej Patrick, nej, det har jeg desværre ikke 🙂 //Kathrine