Giv ikke værdi
Hvis du har haft en internetforbindelse i mere end et par år, har du nok hørt om, at du skal ’give læseren værdi’.
Du har måske endda været på konferencer eller webinarer, hvor du har griflet forskellige varianter af dette budskab i notesbogen: “Det er vigtigt at give masser af værdi i sin e-mailmarkedsføring.”
Der er bare et problem ved den strategi:
Vi har aldrig rigtig fået forklaret, hvordan man giver læseren værdi.
Resultatet bliver, at mange af vores tekster – i den bedste hensigt – er proppet med rapportlange forklaringer og masser af gode råd.
Men ved du hvad: Det er dybt misforstået at give ’masser af værdi’.
Det, du skal fokusere på i stedet, er at dosere værdi.
Dosér din værdi i form af: aha-oplevelser.
Hvad er så en aha-oplevelse?
Det er, når læseren fx tænker:
”Kæft, et godt tip – det tester jeg med det samme.”
Eller:
”Shit mand, sådan havde jeg godt nok ikke tænkt over det før.”
Eller:
”Okay, NU forstår jeg, hvorfor jeg ikke kan x, y, z.”
Du kender sikkert nyhedsbreve fra din egen indbakke, der har gjort netop det for dig.
Tænk det sådan her: Hver mail, du sender læserne, skal ændre noget hos dem. Der er noget, der skal flytte sig for dem – bare et lillebitte tandhjul. Og vigtigst af alt: Kan du give din læser små succes-oplevelser via dine mails, så bliver hun meget mere motiveret for den store succes-oplevelse – som fx kunne være din betalte løsning.
Her er et eksempel på, hvordan en mail ser ud, der ikke giver en aha-oplevelse
Den slags mails er jo sendt af et godt hjerte. Der er masser af gode råd.
Problemet er bare, at læseren bliver totalt overvældet. Og hvis man ikke allerede er minimalt stresset som læser, så risikerer man at blive maksimalt stresset af alle disse ovenstående remindere.
Så hvis du nu var stresscoach og gerne ville give din læser en aha-oplevelse, så kunne du fx sende en mail som denne i stedet for.
Altså: Zoom ind, og giv læseren en specifik aha-oplevelse.
Jeg håber, du i ovenstående pædagogisk snedkererede eksempel kan se forskellen på at give masser af værdi – og på et dosere værdi i form af en aha-oplevelse, der ændrer noget hos læseren.
Et andet eksempel til at underbygge pointen får du her fra butikken:
I et af mine mest populære nyhedsbreve gav jeg én skabelon til at skrive en emnelinje.
(Du kan læse nyhedsbrevet her, hvis du har lyst).
”Her er en skabelon til din næste emnelinje, find selv ud af, hvordan du bruger den, tak for i dag” havde været et lige lovlig kort nyhedsbrev. Så det, jeg gjorde i stedet, var at fylde nyhedsbrevet med eksempler på, hvordan man kunne bruge den ene emnelinjeskabelon.
Resultatet blev bl.a., at en kommunikationschef ryddede sin formiddag for at skrive emnelinjer efter skabelonen (som senere er blevet brugt på bl.a. virksomhedens event-indkaldelser og Instagram-stories), og et par uger senere røg skabelonen på forsiden af Djøfs undervisningskatalog (bare se bevismaterialet her).
Hvorfor disse resultater af ét bette nyhedsbrev fra en soloselvstændig copywriter?
Du har gættet det: Fordi jeg designede teksten til at give læseren en aha-oplevelse i form af: Nøje. Doseret. Værdi.
Mit spørgsmål til dig nu er: Tror du ikke, at jeg ville kunne have givet dig 62 drønkonverterende emnelinjer på en gang?
[Det er nu, jeg forestiller mig, at du nikker ivrigt, ellers bliver mit faglige ego såret]
Det kunne jeg, og så ville vi have opnået mindst 4 trælse ting:
- Det havde taget mig 100 år og en pinse at skrive den mail.
- Det havde taget dig 101 år og en pinse at få den læst (hvis du overhovedet orkede).
- Du ville sandsynligvis have været så overvældet af muligheder, at du ikke engang rigtigt fik prøvet nogen af emnelinjerne af (og dermed ikke have fået en succes-oplevelse), men bare havde gemt mailen i en mappe i dit mailprogram med navnet ’Husk til inspiration’ [gys!].
- Hvis jeg prøvede at sælge dig lysten til at købe noget af mig (som her), ville din første (og ganske fair indvending) være: ‘Hvorfor skal jeg købe noget af dig, når jeg allerede har fået en masse gratis i et nyhedsbrev, som jeg ikke engang er kommet i gang med endnu?’Så mange emnelinjer giver jeg sgu da ikke væk gratis, guys. Det er sådan noget, jeg lever af, og derfor koster de noget. Og de ligger i øvrigt pænt pakket til dig herovre med en masse andre guffelader, hvis du gerne vil lære præcist, hvordan du doserer værdi i de forskellige typer mails, som du sidder og skriver.
For nu skal du bare vide:
Drop at give masser af værdi i dine mails.
Giv én pointe. Ét tip. Én indsigt. Og udfold det i én mail ad gangen.
En herlig sidegevinst er, at det bliver meget nemmere for dig at finde materiale til dine mails. Og det bliver meget lettere for din læser at overskue dine tekster.
Megafedt, som vi ville sige på Vestamager.
Hav en dejlig dag.
//Kathrine
Ingen kommentarer