KLN Copywriting

Kathrine Louise Nielsen - redigering - tekstforfatning - korrektur

Sådan stopper du med at lyde så sindssygt kedelig

Hvorfor er det, at folk lyder så sindssygt kedelige?

De skriver:

  • informative overskrifter
  • anstændige nyhedsbreve
  • forglemmelige hjemmesider.

Alt imens vi sidder herude på den anden side af skærmen og snorksavler over det bundløse teksthav af ’Nå’.

Sådan behøver det ikke at være. Og jeg har sat mig for at ændre det.

Derfor er dette blogindlæg første del af en serie om, hvordan du arbejder strategisk med din tone of voice – den særlige tone og stil, der adskiller dig fra alle de andre.

I dette indlæg finder du ud af:

  • Hvorfor er en tone of voice vigtig?
  • Hvad er tone of voice overhovedet?
  • Hvad består en tone of voice af?
  • Hvordan finder du din egen?

Men lad mig allerførst indvie dig i en hemmelighed:

 

Her kommer hemmeligheden

Der findes minimum 100 mennesker, der kan det samme som jeg.

Vi copywritere har nemlig lært nogenlunde de samme tricks til at:

  • skrue en overskrift sammen
  • hitte på metaforer
  • lave simple sætninger.

Intet unikt i det.

Der er sikkert også andre på tekstforfatter-markedet, som både er billigere, hurtigere eller befinder sig i en mere bekvem tidszone end min canadiske ‘jeg-svarer-altså-først-på-mails-efter-klokken-14’-model.

Hvorfor kan jeg så leve fuldtid af at smække ord sammen på linjer, mens jeg sidder i hyggebuks og har udsigt til 23 højhuse i en af Nordamerikas største byer?

Af 1 simpel årsag:

Der er ingen andre, der lyder ligesom mig.

Det er min tone of voice, der adskiller mig fra mine konkurrenter. Den er der ingen, der kan kopiere.

Hvis du møder mig i virkeligheden, taler jeg cirka sådan, som jeg skriver her på bloggen (inkl. nørdet humor). Derfor kan jeg tiltrække de rigtige mennesker, som kunne have glæde af at arbejde sammen med mig.

Det er altså ikke bare noget, jeg gør for sjov. Min tone of voice er altafgørende for, at jeg kan leve af at gøre det, jeg holder allermest af.

Derfor er jeg også pokkers overbevist om, at en tone of voice er afgørende for dig og dit brand. Men hvorfor egentlig?

 

Hvorfor er tone of voice vigtigt?

Tone of voice kan bl.a.:

Alt sammen uden at det bliver bekostning af, at du lyder faglig og professionel.

Tone of voice handler nemlig ikke om at gøre os uforglemmelige ved at marinere teksterne i gak og gøjl. Det handler i bund og grund om, hvordan du – eller den virksomhed, arbejder i – kommer til at lyde mere menneskelig.

Lad mig uddybe nærmere:

 

Hvad er tone of voice?

Hvis din modtager læste din tekst:

  • uden dit logo
  • uden du stod som afsender
  • uden dit brands farver
  • uden din sædvanlige font.

Ville hun så kunne læse sig til, at ordene kom fra dig?

Tone of voice er det, der er tilbage, når du fjerner de sædvanlige kendetegn for afsenderen. Kan din læser alligevel genkende dig i ordene, er du godt på vej til at komme ud af kedsomhedshavet og skabe en stærk relation til hende.

 

Hvad består en tone of voice af?

Din tone of voice udgør det unikke, tiltrækkende og personlige i din kommunikation:

Unik. Skriver du med en klar tone of voice, så skiller du dig ud. Det er KUN dig, der kan være dig. Så kan man høre dig i dine ord? Lyder din tekst som om, den kommer fra dine fingre? Din tone of voice vil sortere nogle af dine læsere fra – men den vil tiltrække de rigtige.

Tiltrækkende. Vi lytter som regel til musik, hvor forsangeren har en tiltrækkende stemme. En stemme, vi godt kan lide at høre på. Det samme gælder for tekster: Vi læser dem, hvis stemme vi godt kan lide. Vi kan sætte os ind i deres eksempler, og vi kan lide deres perspektiv på tingene. Det er ikke kun, hvad du siger, men hvordan du siger det, der vil tiltrække din læser.

Personlig. Intet tiltaler læseren mere, end at de kan mærke et engageret menneske bag ordene. Er du teknisk, så vær en smule teknisk. Er du sjov, krydrer du din tekst med jokes. Uanset hvad, så flet din personlighed ind i teksten – for det vil folk kunne relatere til.

En tone of voice er altså unik, tiltrækkende og personlig. Men hvordan finder du så frem til DIN tone of voice, der får din læser til at vågne op og tænke ‘hov, der var du jo’?

”Voice is an effect created by the writer that reaches the reader through his ears, even when he is receiving the message through his eyes.” – Roy Peter Clark, Writing Tools

 

Find din tone of voice

Bloggeren og bestseller-forfatteren Jeff Goins har en enkel metode til at definere din tone of voice, som vi kan oversætte til: 3-ords-metoden.

Målet er ikke at du kommer frem til en tung tone of voice-manual. Det er bare 3 ord, lissom.

Metoden kræver, at du har et stykke papir, en kuglepen og et åbent mailprogram på din computer eller telefon foran dig.

Sæt tingene klar, og gør sådan:

  • Tænk på den sidste tekst, du har skrevet, eller hvordan du taler med dine venner. Tænk på din tone.
    • Hvordan vil du beskrive dig selv?
    • Hvordan kommunikerer du?
    • Hvordan vil du gerne udtrykke dig selv?

Kom gerne frem til 3 ord, fx ’sjov’, ’provokerende’ og ’ligefrem’. Skriv dem ned på dit papir.

  • Nu åbner du e-mail-programmet og skriver til 5 af dine nærmeste venner eller kolleger. Spørg dem: ”Hvordan vil du beskrive mig med 3 ord?”
  • Sammenhold dine venner og kollegers svar med det, du skrev ned om dig selv i første omgang. Tænk nu på din målgruppe: Hvilke 3 af disse karakteristika vil de bedst kunne relatere til?
  • Udvælg nu de endelige 3 ord på listen, der beskriver den tone, du vil skrive med fremover.

På den måde afklarer du din egen, skriftlige tone of voice, der er et mix af: Hvordan du karakteriserer dig selv, hvordan andre ser dig, og hvem din målgruppe gerne vil høre fra.

Men afklaringen af de tre ord er ikke nok til at gøre nogen forskel for dine tekster. Her er du nødt til at indarbejde din tone of voice aktivt, og det kommer vi til nu:

 

Ælt din tone of voice ind i teksten

Kig på den seneste tekst, du har skrevet, og hav din tone of voice i baghovedet. Læs den igennem med det ene formål for øje at teste, om din tone of voice tydeligt kommer frem på linjerne.

Hvis din tone of voice fx er ’sjov’, ’provokerende’ og ’ligefrem’, så spørg dig selv:

  • Er jeg sjov?
  • Er jeg provokerende?
  • Er jeg ligefrem?

Rediger din tekst, indtil du kan svare: ”Ja, fordi [eksempel på, at du er sjov/provokerende/ligefrem i teksten]” til de tre spørgsmål. På den måde indarbejder du din tone of voice på en måde, så din læser tydeligt vil kunne mærke, at ordene kommer fra dig.

 

Nu ved du, hvordan du skaber en tone of voice, der virker unik, tiltrækkende og personlig på læseren. Og hvordan du ælter din tone of voice ind i teksten, så dit navn står som et vandmærke på den (og så du undgår at lyde så keeedelig).

Kan du mon bruge metoden? Så giv gerne lyd fra dig i kommentarfeltet 🙂

About Kathrine

Jeg skriver bøger og hjælper andre med at skrive tekster, der betager og overbeviser læseren. Jeg har bl.a. løst opgaver for Warner Brothers og Kommunikation og Sprog. Hver uge sender jeg nyhedsbrev ud med gratis tips til skrivearbejdet.

4 Replies

  1. Tina

    Endnu engang spot on! Jeg prøver i forvejen at være meget opmærksom på, at det jeg skriver lyder som mig, men fedt at få nogle konkrete værktøjer til det! Og btw., så ville jeg klart kunne genkende et nyhedsbrev fra dig, selvom du ikke stod med navn:-)

    1. Kathrine

      Hej Tina, det er jeg rigtig glad for at høre!

      Kunne du være interesseret i at dele dine erfaringer med metoden med mig og læserne herinde på bloggen? Så vil jeg nemlig meget gerne tage dig med i et fremtidigt tone of voice-indlæg 🙂 Hvis det er noget, du har lyst til, så skriv gerne direkte til mig på kathrine@klncopywriting.dk. Da jeg tænker, du har andre vigtige ting at bruge din tid på, vil jeg gerne kvittere din ulejlighed med en pose canadiske mintchokolader (de er virkelig gode. After Eight på speed. De er benzinen, som bloggen her kører på).

      Foreløbig tusind tak for din kommentar!

      KH Kathrine

Skriv et svar